Lone Hertz og sønnen Steen Stig Lommer fejrede våd premiere
Vejret viste sig fra den våde side fredag aften til premieren på ”Don Ranudo”, men forestillingen under åben himmel på Grønnegårds Teatret i København blev gennemført med bravur. Publikum sad godt pakket ind i regnfrakker, mens de medvirkende sørgede for en fornøjelig aften i Designmuseets smukke have i København.
Håber på godt vejr
Lone Hertz og Steen Stig Lommer spiller med i stykket, og mor og søn var meget glade efter den veloverståede premiere.
- Vi er tilfredse med, at vi kom godt igennem det, og at vores tilskuere var så tapre, for i virkeligheden er det værre at sidde som publikum i regnvejr. Det har jeg selv prøvet, men nu kan vejret da kun blive bedre, sagde en veloplagt Lone Hertz bagefter til BILLED-BLADET.
Mor og søn på scenen
Hun er meget glad for at spille sammen med sin søn.
- Det er så dejligt at se ind i hans øjne, sagde Lone sødt, hvorefter hun og Steen kunne fejre sommeråbningen af teatret – i tørvejr.