Dirty Dancing er blevet genindspillet
De fleste husker nok 1980’er-klassikeren ”Dirty Dancing”, der fik alle kvinder til at dåne over Patrick Swayzes hede danserytmer.
Nu er der blevet lavet en genindspilning af dansefilmen, og det er den amerikanske TV-kanal ABC, der tog beslutningen. Det skriver The Telegraph.
I 1987 var det Jennifer Grey, der havde rollen som Baby, men i den nye udgave er det Abigail Breslin, som skal løfte arven.
Colt Prattes spiller Johnny Castle
Abigail Breslin er som en af de yngste nogensinde blevet Oscar-nomineret for sin rolle som Olive i filmen ”Little Miss Sunshine”.
I rollen som hendes dansepartner Johnny Castle ses danseren Colt Prattes, der endnu ikke har prøvet kræfter med skuespil.
Til gengæld har han spillet en central rolle i den amerikanske sangerinde Pinks musikvideo til nummeret ”Try”.
Skuespillerne danser tæt
Efter den kom Colt Prattes nemlig med på hendes turné, og at dømme ud fra billederne fra Instagram forsøger skuespillerne at leve op til originalfilmen.
Her er der blandt andet lagt et billede ud af de to hovedrolleindehavere, mens de danser tæt i skæret fra kaminen.
Samtidig er der også billeder, hvor de to kigger hinanden dybt i øjnene, og så er den berømte afslutningsscene også foreviget.