Helge Engelbrecht: Min drøm er gået i opfyldelse
- Det er en drøm, der er blevet opfyldt, fortæller Helge Engelbrecht til BILLED-BLADET.
Han siger det uden de store armbevægelser, men med ro og overbevisning.
Og man skal da heller ikke have opholdt sig ret længe i Mariehaven for at give Helge Engelbrecht ret.
Er blevet et tilløbsstykke
Samtidig med, at han har opfyldt en drøm for sig selv, har Helge Engelbrecht skabt et sted, der med musik og fællesskab i centrum er blevet et tilløbsstykke.
Søndag d. 9. juli havde cirka 1000 mennesker fundet vej til Ansager for at være publikummer til ”Sommersang i Mariehaven”.
På scenen kunne de både opleve Johnny Logan, Henrik Krogsgaard, Marianne Mortensen og Michael Vesterskov samt Helge Engelbrecht selv med sit band ”Neighbours” m.fl.
Det hele værd
Stemningen er i top, der bliver sunget med og klappet – og kvitteret med stående applaus, når kunstnerne går af og på scenen.
I 2009 realiserede Helge Engelbrecht idéen, som han havde puslet med længe.
- I dag er det mit liv. Det har været en lang vej, men det har været det hele værd. Jeg har altid været optaget af musikken, og det den gør ved mennesker. Musik bygger bro, forklarer Helge Engelbrecht.
Med hustruen i Mariehaven
Og i dag danner Mariehaven rammen om Helge Engelbrechts liv. Han bor nemlig også på stedet sammen med fruen Rie.
- Det er faktisk Ries barndomshjem, og vi har boet her siden 1981. Og i torsdags havde vi 42-års bryllupsdag.
Og så er det faktisk 30 år siden i år, at Helge Engelbrechts nummer ”En lille melodi” med Anne-Cathrine Herdorff vandt det danske Melodi Grand Prix.
- Ja, det var stort, husker Helge Engelbrecht.