Sådan varmer prins Daniel op til Victorias 40-års fødselsdag
Sveriges Prins Daniel har varmet godt og grundigt op til sin hustru kronprinsesse Victorias store fødselsdagsfest på Stockholms Slott og senere på Solliden på Öland.
Daniel har som optakt til festlighederne 14. juli deltaget i en golfturnering på Öland sammen med flere gode venner. Heriblandt eks-ishockeystjernen Peter "Foppa" Forsberg, der er Sveriges største sportsstjerne siden tennisfænomenet Bjørn Borg.
Prins Daniel i strålende humør
I Victoriagolfen, som turneringen kaldes, har prins Daniel vist god form.
Især hans humør på Ekerums Golfbane har været ligeså strålende som sommersolen over den smukke ferieø, der hvert år danner rammen om kronprinsesse Victorias fødselsdagsfejring.
Har en overraskelse til kronprinsesse Victoria
Daniel var i absolut topform, da han fik sig en kort snak med den lokale presse, mens han var i gang med at drive og putte.
Prinsen løftede sløret for, at han har en helt særlig overraskelse til Victoria til festen, og at han naturligvis har en fin gave til sit hjertes udkårne. Først og fremmest glæder han sig til både den officielle og private fest for kronprinsessen.
- Det bliver sjovt, siger prins Daniel til avisen Expressen.