Prinsesse Nathalie udsætter flytning
Prinsesse Nathalie nyder sin nye rolle som landstræner for det danske dressurlandshold, og oprindeligt var det meningen, at hun i år i sit nye job skulle flytte fra Berleburg til Hamborg med familien, Alexander Johannsmann og deres to børn, Konstantin på knap syv år og Louisa på to et halvt.
Men planerne har ændret sig, efter Nathalie i marts pludselig mistede sin far, 82-årige prins Richard.
Hun og den øvrige kongelige familie har skullet finde deres vej gennem sorgen, og Nathalie bor fortsat i Berleburg, hvor hendes mor, prinsesse Benedikte, også bor.
Tager den med ro
- Planen om at flytte til Hamborg er pt. på standby. Med det, der er sket derhjemme, må vi lige tage den med ro og tage en ting ad gangen, fortæller Nathalie til BILLED-BLADET og fortsætter:
- En flytning skal passe med Konstantins skolegang, så det bliver ikke en vinterflytning. Det bliver formentlig til næste sommer.
Læs interviewet med prinsesse Nathalie, som sidste weekend var til DM i dressur på Broholm med prinsesse Benedikte, i BILLED-BLADET i denne uge.