Prins William stopper som helikopterpilot
Det er formentlig til prins Georges store sorg, at hans far, prins William, i næste uge stopper som helikopterpilot hos redningsselskabet East Anglian Air Ambulance i det østlige England. Den lille prins har været voldsomt fly-interesseret hele sit liv på grund af sin fars job.
Men siden dronning Elizabeth fyldte 90 år forrige år og meddelte, at hun ville trappe lidt ned på sin arbejdsmængde, har det været kendt, at prins William, ville stoppe med sit private job og i stedet fokusere 100 % på sit kongelige job og på den måde aflaste sin kongelige farmor.
Prinsen begyndte sit arbejde som helikopterpilot hos redningstjenesten East Anglian Air Ambulance i marts 2015, og forud arbejdede han i næsten fem år i RAF’s redningsstyrke.
I et åbent brev for nylig i Eastern Daily Press roste prinsen sin kollegaer i EAAA.
- Gennem to år har jeg fra hele regionen mødt mennesker, som befandt sig i de mest desperate omstændigheder. Som en del af et team har jeg været inviteret ind i folks hjem og delt ekstremt bevægende øjeblikke, lige fra lettelse over at vi kom med hjælp - til den rene og skære sorg. Jeg har oplevet utroligt professionelle læger og paramedicinere, som har reddet folks liv. Disse oplevelser har indgydt mig en stor respekt for de mænd og kvinder, som arbejder i redningstjenesten.
Prins William har sidste arbejdsdag på torsdag i næste uge, og tjenesten slutter med, at han bliver fotograferet sammen med sine mange kollegaer på redningsstationen.
Prins William og hertuginde Kate flytter til byen
Prins William stopper som helikopterpilot samtidig med, at han og hertuginde Catherine og deres to børn, prins George og prinsesse Charlotte, flytter deres primære hjem fra landstedet Anmer Hall i Norfolk til Kensington Palace i London, samt at prins George begynder i skole til september i London.