Søren Østergaard modtager dansk cirkuspris
Søren Østergaard har stor succes med Zirkus Nemo, og onsdag fik han også beviset for, at arbejdet i manegen er med til at gøre en forskel.
Søren Østergaard var nemlig den glade modtager af Den Danske Cirkuspris.
Prisen gives til en person, som har gjort en stor indsats for at fremme cirkuskunsten i Danmark.
- Jeg er meget ydmyg og stolt over at have fået sådan en flot pris, fortæller en glad Søren Østergaard til BILLED-BLADET.
Mere fokus på cirkus
Den flotte hæderspris blev uddelt af kulturminister Mette Bock (LA), og med den følger et maleri af Viggo Salting og et beløb på 10.000 kroner.
- Jeg håber, at jeg måske kan være med til at få flere folk til at gå i cirkus, men det synes jeg nu også, at de gamle cirkusser klarer meget godt, siger Søren Østergaard.
Bertel Haarder fik ny pris
Til uddelingen af årets cirkuspriser blev der også fundet en vinder af talentprisen og en prisen til årets bedste nummer.
Derudover blev den nystiftede indsatspris uddelt for første gang.
Den fik tidligere kulturminister Bertel Haarder. Indsatsprisen går til den politiker eller offentlige person, som har gjort en indsats for at fremme cirkus i det forgangne år.