Thomas Skov Gaardsvig stopper hos DR
Den 31-årige DR-vært Thomas Skov Gaardsvig har valgt at sige sit faste job op på DR til fordel for sine egne projekter.
Senest har han været vært på radioprogrammet ”Direktørtid” på P1, men nu er det altså tid til, at der skal ske noget nyt.
- Jeg har sagt op, fordi jeg har brug for luftforandring og bestemme mere over min tid selv, skriver Thomas Skov Gaardsvig på sin blog.
Sådan blev han kendt
Han har slået sine folder på DR, siden han startede som journalistpraktikant på P3 tilbage i 2008, men nu skal der altså ske noget nyt.
Thomas Skov Gaardsvig blev især kendt som Anders Lund Madsens praktikant i ”Det store talkshow” og for at fremvise et frækt skilt stilet til Lisa Lents under ”Vild med dans”.
Blandt andet har Thomas Skov Gaardsvig nu planer om at skulle på turné med komikeren Geo, og han beskriver lige nu sin beslutning som ”angstprovokerende”.
Tv- og radiokarriere er ikke færdig
Tv-værten glæder sig dog til at skulle tilbringe mere tid med sin toårige datter Ellen og beskriver samtidig DR som ”den bedste arbejdsplads han nogensinde har haft”.
Thomas Skov Gaardsvig afslører samtidig, at han langt fra er færdig med at lave TV og radio, men lige nu har han brug for en pause.
Det er samtidig heller ikke helt umuligt, at TV-værten kommer til at lave noget for DR i ny og næ fremover.