Lise Lotte Lohmann byder op til dans
Der bliver masser af rappe rytmer og flotte danstrin, når Lise Lotte Lohmann sammen med tidligere ”Vild med dans”-deltager Ronnie Handskemager inviterer til et forrygende danseevent på Pejsegaarden i Brønshøj i løbet af efteråret.
Overskuddet fra arrangementet går til en god sag, for de to danseglade mennesker har begge sagt ja til at være med i ”Barndrømmens Liga”.
Hjælper børn
Sammen med en lang række kendte personligheder indsamler de midler til at styrke foreningen Barndrømmens projekt ”Go Creative”, der handler om, at alle børn i Danmark skal have adgang til kunst og kultur uanset social og geografisk baggrund.
Deadline for Ligaens indsamling er den 20. november, som også er FN Børnekonventionens fødselsdag.
Manglede kreativ input
Lise Lotte Lohmann selv fik ikke meget kreativ input de første år af sit liv.
– Jeg er så gammel, at det ikke rigtig eksisterede, før jeg var 12-13 år. Da sker der det, at min storebror kommer ind på skuespillerskolen i Odense, og min klasse begynder at komme i teater, fortæller skuespilleren, der derfor glæder sig til at give andre børn den mulighed.
Spændende navne
Med i Barndrømmens Liga er også navne som børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev, designer Liv Utzon med datteren Bartholine på 10 år, direktør i Carlend Copenhagen, Gitte Carlend, Flemming Sandholm fra Grannys House, direktør på Sølyst, Henrik Willert Nielsen, operasanger Jens-Christian Wandt og revyforfatter Leif Maibom.
Foreningen Barndrømmen er grundlagt af Dorthe Foged.