Lars Mikkelsen om Herrens Veje: Skønt at spille en mand med to sider
Der er lagt op til en god omgang familiedrama om tro og tvivl i den nye søndagsserie ”Herrens Veje”, der havde premiere søndag aften på DR1.
Her spiller Lars Mikkelsen hovedrollen som provsten Johannes Krogh, der på trods af sit kristne livssyn både indeholder engle og dæmoner.
- Det er en skøn ting som skuespiller at spille en, der har to sider, siger Lars Mikkelsen til BILLED-BLADET.
Vidunderlig og urimelig karakter
- Så kan man fra scene til scene veksle fra, at man synes, Johannes er et dybt sympatisk og vidunderligt menneske, der kan sætte fingeren på noget af det, vi alle sammen går og tænker, til at han kan opføre sig dybt urimeligt, tilføjer skuespilleren.
I første afsnit af ”Herrens Veje” viste det sig, at Lars Mikkelsens karakter både er alkoholiker og en utro ægtemand til hustruen Elisabeth, der spilles af Ann Eleonora Jørgensen.
Adam Price står bag
Den nye TV-serie er skabt af Adam Price, der også står bag den store DR-succes ”Borgen”.
Første sæson af ”Herrens Veje” er på 10 afsnit og kan ses hver søndag kl. 20.00 på DR1.