Helle Thorning-Schmidt: Her er selfien
Helle Thorning-Schmidt, 50 år, har omsider valgt at vise sin verdensberømte selfie med USAs tidligere præsident Barack Obama og Storbritanniens tidligere premierminister David Cameron.
Det sker i hendes biografi "Hvad man ikke dør af", som udkommer torsdag den 12. oktober, og som er skrevet af TV-Avisens tidligere erhvervsreporter, Nina Munch-Perrin.
Selfien blev taget den 10. december 2013, da hun deltog i en mindehøjtidelighed for den sydafrikanske frihedshelt og senere præsident Nelson Mandela, der var død få dage forinden.
Hun har indtil nu afvist at offentliggøre selfien, fordi hun med egne ord synes, "vi ser fjogede ud".
Det var tilfældigt, at hun kom til at sidde ved siden af Obama til mindehøjtideligheden, der foregik på et stadion i Sydafrika med 95.000 deltagere og masser af sang og musik, skriver BT.
På stadion var der reserveret et område til stats-og regeringsledere, og Thorning satte sig på den sidste ledige stol ved siden af to stole, der var reserverede. De viste sig at være til Michelle og Barack Obama, der kort efter indtog deres pladser.
- Jeg sad i det hjørne, hvor Michelle og Barack Obama sad, så der kom hele tiden mange mennesker derover. De var festens midtpunkt. Alle ville have taget billeder med de to. Og der blev taget mange fotos, hele tiden, fortæller Helle Thorning-Schmidt ifølge BT.
På et tidspunkt kom David Cameron også over til dem, og så fik Thorning også selv lyst til at tage en selfie. Det havde hun lige lært af sine døtre under et besøg i Wales, og derfor fik hun helt spontant lyst til at gøre forsøget. Både Cameron og Obama var med på ideen. En fotograf fra nyhedsbureauet AFP var så heldig at forevige seancen - det vidste Thorning så ikke, og så blev billedet en historie, der gik verden rundt.