TILLYKKE: Susanne Munk Wilbek fylder rundt
Det er efterhånden godt halvdelen af hendes levetid siden, at hun var den aktive sidstemand på Danmarks kvindelandshold i håndbold.
Susanne Munk Wilbek, dengang Lauritsen, var på alles læber, da hun sammen med de ’Jernhårde Ladies’ sikrede Danmark sin status som en legendarisk håndboldnation med EM-, VM-, og OL-medaljer som bevis.
Og med sin 50-års fødselsdag runder hun et skarpt hjørne.
Ingen stor festivitas
Til dagligt beskæftiger Susanne Munk Wilbek sig stadig med håndbolden.
Hun er assistenttræner for Viborg HK’s dameligahold, og hendes 50-års fødselsdag byder også på en aktiv fejring.
- Det skal fejres stille og roligt. Jeg er ikke til den store festivitas. Jeg skal spise brunch med de ældre i min familie, og så skal jeg på en lille tur med vennerne, hvor vi skal være fysisk aktive og hygge os, fortæller hun.
Livet går sin gang
At fylde 50 år har ikke givet en stor anledning til at reflektere over livet for Susanne Munk Wilbek.
Det er mere, når bekendte husker hende på, at det efterhånden er længe siden, at de har oplevet en bestemt ting sammen.
Men hun kan også godt fornemme, at hun er blevet ældre, for nu er hendes børn ved at starte deres eget liv, og det første barnebarn har også meldt sin ankomst.
Taknemlighed
Når Susanne Munk Wilbek så tænker tilbage på sit nu 50 år lange liv, så er det med et smil på læben.
- Jeg er beriget i livet. Jeg er glad og taknemlig for min hverdag og min familie, fortæller hun.
Privat er Susanne Munk Wilbek gift med Ulrik Wilbek og sammen har de to børn.