12. okt. 2017
Af Henrik Salling

Dronning Margrethe hædrede gigtforsker

Dronning Margrethe
Foto: Martin Høien / BILLED-BLADET
For 19. gang deltog dronning Margrethe i uddelingen af dronning Ingrids Forskerpris.

Riddersalen i Christian IX's palæ på Amalienborg dannede endnu engang de smukke rammer i forbindelse med uddelingen af Dronning Ingrids Forskerpris.

Prisen gik i år til professor, overlæge, dr. med., Bent Deleuran, som ikke kun forsker i auto-immune gigtsygdomme, men som også hjælper kvinder, der er ramt af bindevævssygdomme - og som derfor har svært ved at gennemføre en graviditet.

En pris i dronning Ingrids navn

Det er 19. gang af forskerprisen uddeles i dronning Ingrids navn. Prisen på 100.000 kroner blev indstiftet i 1978 for at markere, at dronning Ingrid på det tidspunkt havde været protektor for foreningen i 25 år.

Efter dronning Ingrids død overtog dronning Margrethe protektoratet og har stået for overrækkelsen af den fornemme forskerpris, der uddeles i forbindelse med Den Internationale Gigtdag 12. oktober.

- IL17, IL21…..STAT3 – bogstaver og tal som kan gøre de fleste af os rundtossede. Ikke Bent Deleuran. Det er nemlig betegnelser for de signalstoffer, han er optaget af. De formidler besked fra celle til celle. De kan kobles til skader på led. Og de kan måles i blodet og forudsige, hvilke patienter der er i risiko for at få skader på deres led, sagde professor Ellen-Margrethe Hauge, formand for Gigtforeningens Forskningsråd, da prisen skulle overrækkes.

Dronning Margrethe
Foto: Martin Høien / BILLED-BLADET

Læs mere om: