Nikolaj Lie Kaas: Jeg har taget tjansen derhjemme
Den efterhånden verdenskendte skuespiller Nikolaj Lie Kaas har de seneste år været travlt optaget af både TV-serier, film og awardsshows, men denne sommer har han trukket stikket helt.
– Jeg har haft fri hele sommeren, hvor jeg har taget tjansen derhjemme, fortæller skuespilleren med et stort smil.
Sammen med sin yngste datter, Esther på 6 år, var han til premieren på ”Peter Pan” på Folketeatret.
Sammen har familien, som også tæller mor Anne Langkilde og storesøster Gerda på 11 år, også været i Italien, hvor de har slappet af, i sommer.
Et travlt efterår
Det kan godt være, at Nikolaj Lie Kaas har taget fri sommeren over, men efteråret er fuld af opgaver.
Først og fremmest står det på pressepromovering af den udenlandske serie ”Brittania”, som han har medvirket i.
Og snart begynder optagelserne til den nyeste film i rækken af "Afdeling Q"-film, hvor Nikolaj Lie Kaas spiller hovedrollen som Carl Mørck.