Kronprins Frederik deltager når Thailands gamle konge skal kremeres
Kronprins Frederik deltager i den højtidelige kremeringsceremoni for Thailands afdøde kong Bhumibol Adulyadej. Ceremonien afvikles i Bangkok, og der vil være deltagelse af kongelige fra hele verden. Heriblandt dronning Silvia, som repræsenterer det svenske kongehus i Thailands hovedstad, samt kronprins Haakon fra det norske kongehus.
En nation i dyb sorg
Kong Bhumibol døde 13. oktober 2016, og han blev 88 år. Hans død efterlod Thailand i sorg, og et års tid efter er de loyale tilhængere af monarkiet stadig i sorg over tabet af kongen. Kremeringen sker torsdag den 26. oktober, men flere ceremonier arrangeres til minde om kongen. Disse begivenheder finder sted i perioden 25. til 29. oktober.
Mary og Frederik besøgte kongen
Kong Bhumibol nåede at sidde på tronen i 70 år, og i løbet af disse år nåede han ved flere lejligheder at møde medlemmer af det danske kongehus. kronprinsesse Mary og kronprins Frederik var således på besøg i Thailand hos kongen i 2008.