Marijana Jankovic om Claudia fra Norskov: Vi er ret ens
Det er to år siden, at første sæson af ”Norskov” blev vist på TV 2. Nu vender serien om den nordjyske by tilbage, og det gør den 35-årige skuespiller Marijana Jankovic også.
Hun spiller rollen som den serbiskfødte Claudia Bondesen, der er gift med Casper ’Bonden’ Bondesen, som hun stod lidt i skyggen af i første sæson.
En stærk kvinde
Men efter at hendes mand har fået en fængselsdom, er det op til Claudia Bondesen at klare skærene. Og netop hendes vilje til at kæmpe, kan Marijana Jankovic kende fra sig selv.
- Jeg har prøvet at bruge min egen kamp og mit eget temperament i hende. Kamp for at blive accepteret. Og meget af min egen vilje og stolthed, fortæller hun til BILLED-BLADET.
En tyk accent
Ligesom Claudia Bondesen er Marijana Jankovic også født i Serbien. Og det har været en stor udfordring for hende ikke at skabe en kliche af en serber, der er flyttet til Danmark.
- Det er en speciel karakter, fordi jeg har skulle snakke med accent. Det har været svært til tider, for det har været vigtig for mig ikke at lave en tyk kliche af en accent, men at det skulle være en accent, så man også forstod, hvor længe hun har været i Danmark, fortæller skuespilleren.