Rosa i Den store bagedyst: Jeg bliver nemt rørt
60-årige Rosa er et sandt festfyrværkeri af glæde og grin i "Den store bagedyst" - men hun står også ved, når hun bliver rørt til tårer.
Som i onsdagens afsnit, hvor Rosa får ros for sit mesterværk, og dommer Markus Grigo imponeret udbryder, at ”den gamle kan nogle gange lære de unge noget”.
- Det er nemt at blive rørt i bagedysten, og det kommer, før jeg aner det. Der er så mange følelser i spil, når man yder sit bedste og er under pres, og så kan jeg godt komme til at græde. Det er ikke noget, jeg kan styre. Følelserne sidder uden på tøjet, siger Rosa til BILLED-BLADET.
Rosa elsker udfordringer
Hendes mantra er hele vejen igennem at gøre det så godt, hun kan – og så være tilfreds.
- Jeg kan jo ikke trylle, og i bagedysten er man aldrig bedre end sin sidste bagning. Det vigtigste for mig var at få en god oplevelse ud af det og at udfordre mig selv. Jeg elsker udfordringer – og ”Den store bagedyst” er en kæmpe udfordring, udbryder Rosa.