Lars Mikkelsen om Herrens veje: Derfor sagde jeg ja til rollen som Johannes
Lars Mikkelsen er en af Danmarks største skuespillere, og da han fik tilbudt rollen som provsten Johannes i DR1-serien ”Herrens veje”, sprang han til med det samme.
- Jeg syntes, det var spændende at beskæftige mig med en mand, der kan være så god til sit arbejde, og så dårlig til at leve sit liv, siger Lars Mikkelsen til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Og så syntes jeg, det var en fantastisk mulighed for at arbejde med noget eksistentielt stof, noget der faktisk beskæftiger sig med den dialog, vi alle sammen har indeni, mere eller mindre bevidst.
Har efterlyst en amoralsk figur
53-årige Lars Mikkelsen har gennem sin lange karriere spillet mange forskellige karakterer, men netop rollen som Johannes skilte sig ud fra de andre.
- Det er lidt en amoralsk figur, som jeg har efterlyst i dansk dramatik i et stykke tid i mine egne tanker. Og så var muligheden der pludselig for at kreere sådan en, forklarer skuespilleren om karakteren, som har to sider.
- Som Johannes siger, ”der er lys og mørke i os alle sammen”. Det er han en større eksponent for, og det er klart, når man laver drama, så får den jo altid lige et nøk opad, så det kan mærkes. Men jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at han findes et eller andet sted derude.