Lykkelig Sofie Lassen-Kahlke i Vild med dans-finale: Vi vandt Michael!!
- Vi vandt Michael!!! Råbte en jublende glad Sofie Lassen til sin dansepartner Michael Olesen, da vært Sarah Grünewald fik åbnet konvolutten med resultatet og udråbte parret som vindere af Vild med dans 2017.
Freestyle trak tårer
Fredag aften kulminerede hård træning, sved, grin og tårer i et forrygende finaleshow i Horsens, hvor de to par Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard og Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen kæmpede om det eftertragtede Vild med dans-trofæ.
Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard ydede en pragtpræstation på gulvet, hvor særligt deres dramatiske og sensuelle freestyle trak tårer hos dommere såvel som deltagere.
Sofie Lassen-Kahlkes dans for livet
De måtte dog se sig slået af Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen, der leverede en forrygende smuk, poetisk og powerfuld freestyle, som med dommer Anne Laxholms ord var "din dans for livet Sofie".
Dommer Nikolaj Hübbe sammenlignede parret med en havfrue og en prins og sagde, at de havde en nerve, vitalitet og charme, som "man bare ikke kan stå for".
Anne Laxholm mente, at det var den bedste Vild med dans-finale, hun nogensinde havde set.
Endelig vinder efter 11 sæsoner
Efter at have været med i 11 flotte sæsoner lykkedes det endelig danser Michael Olesen at ende i en Vild med dans-finale og det endda som vinder. Ifølge dommer Jens Werner var det ikke ufortjent:
- Michael var bedre end nogensinde før, konstaterede han med et stort smil.
Michael Olesen sendte dog hurtigt rosen videre til sin dansepartner, som han kun havde kærlige og varme ord tilovers for:
- Sofie, du er en kæmpe fighter. Du er et menneske med så meget livsglæde og danseglæde i dig. Du har lært mig, at det ikke kun handler om at danse fejlfrit. Det her er en fantastisk slutning på vores lille eventyr. 1000 tak! sagde en dybt rørt Michael Olesen.
Tak for dansen!