Glad prinsesse Marie deltog i traditionsrig julekoncert
Den 41-årige prinsesse Marie deltog søndag eftermiddag i den årlige julekoncert i Trinitatis Kirke i centrum af København til fordel for AIDS-Fondet.
Her holdt prinsessen en kort tale om kampen mod AIDS, og bagefter tog skuespilleren Susse Wold, der er præsident for AIDS-Fondet, ligeledes ordet.
Den smukke prinsesse, hvis mand netop har afsluttet et kort besøg hos de danske tropper i Irak, var smukt klædt i en rød blazer samt en sort nederdel.
Udvalgte gæster inviteret til reception
Ved sin ankomst blev hun vel modtaget af Susse Wold, og her var uden tvivl tale om et glædeligt gensyn, inden de to tog plads i kirkesalen ved siden af hinanden.
Efterfølgende blev der afholdt en reception for prinsesse Marie, hvor udvalgte gæster var inviterede.
Blandt kendte deltagere i julekoncerten var blandt andre TV-vært Abdel Aziz Mahmoud, der er kæreste med AIDS-Fondets nytiltrådte direktør, Andreas Gylling Æbelø.
Prinsesse Marie tog en varm afsked
Desuden deltog også sangerinden Lise-Lotte Lohmann, operasanger Jens-Christian Wandt samt frisør Dennis Knudsen på denne søndag eftermiddag.
Efter afslutningen på koncerten tog prinsesse Marie en varm afsked med Susse Wold, inden hun satte sig ind i sin private bil.
Endnu en gang var prinsessen lykkedes med at sætte fokus på den vigtige sag, som hun har været protektor for siden 2011.