Håndboldstjerne Lotte Grigel skal giftes: Der er næsten styr på det hele
Når Lotte Grigel går på håndboldbanen skal hun have styr på angrebsspillet. Men udenfor banen har hun også godt styr på alting. Til sommer næste år skal den smilende håndboldspiller giftes, og brylluppet har hun faktisk også styr på.
Lotte Grigel: Alt er på plads
Til dagligt spiller Lotte Grigel i den ungarske klub DVSC Debrecen, så der har været brug for, at hun og hendes forlovede, som bor i Danmark, hurtigt har fået ordnet det meste til brylluppet.
- Der er næsten styr på det hele. Det er så dejligt. Jeg bor i Ungarn, så der skulle være lidt styr på det, når man er så langt væk. Vi var egentlig ret hurtige til at vælge stedet. Jeg var forbi en kjoledesigner og valgte kjolen efter ti minutter.
- Så det har bare været en sindssygt nem proces i det hele taget, fortalte Lotte Grigel til BILLED-BLADET inden VM i Tyskland.
Lotte Grigel har fundet den rette
Juleaften sidste år blev en meget særlig dag for den 26-årige håndboldspiller, for det var dagen, hvor hun gav sit ja til sin udkårende Christoffer Knudsen. Og Lotte Grigel pointerer, at hun er afslappet omkring bryllupsplanerne, fordi hun har fundet den eneste ene.
- Jeg tror, at når man har fundet den rette, så skal det hele nok gå. Jeg er egentlig meget afslappet omkring det, for jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk dag, fortalte hun.
Lotte Grigel og de danske håndboldpiger løber igen på banen ved VM i Tyskland søndag aften, hvor de skal møde Japan.
Kampen vises på TV 2 kl. 20.25.