10. jan. 2018
Af Casper Nielsen

Her er Hollywoods succesfulde danskere

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/8.19009007.jpg
foto: AOP
Mange danskere har forsøgt at slå igennem i Hollywood - og udlandet. Her er ti af dem, der har markeret sig stærkt gennem tiden.

MADS MIKKELSEN

Mads Mikkelsen er den ubetinget mest succesfulde dansker i Hollwood i nyere tid. Med roller i alt fra 007 filmen ”Casino Royale” til Star Wars-filmen ”Rouge One” er han konge-eksemplet som andre kunstnere håber, at kunne gøre efter.

THURE LINDHARDT

Thure Lindhardt var blandt de pionerer, der knækkede koden til Hollywood. Det var meget a propos Dan Brown-filmatiseringen ”Engle og dæmoner” om den religiøse kodeforsker Robert Langdon (i Tom Hanks’ skikkelse) fra 2009, der blev hans gennembrud. Thure Lindhardt skulle egentlig have spillet munken Silas i den første film i serien ”Da Vinci Mysteriet”, men kort før optagelserne skulle starte, blev han vraget, fordi han så for ung ud. Sammen med Nikolaj Lie Kaas markerede Thure Lindhardt sig dog stærkt i opfølgeren ”Engle og dæmoner”, og siden har Thure Lindhardt haft bærende roller af afvekslende art. Han har spillet over for Jeremy Irons i TV-serien ”The Borgias”, portrætteret Natascha Kampusch’ kidnapper Wolfgang Priklopil i filmen ”3096” dage og haft en rolle i Vin Diesel actionfilmen ”Fast and Furious 6".

NIKOLAJ COSTER-WALDAU

Nikolaj Coster-Waldau er efterhånden blevet en sjælden gæst i danske produktioner. Med sin langvarige hovedrolle som Jamie Lannister i HBO-serien ”Game of Thrones” er han blevet den danske konge af store, udenlandske TV-serier. Når Hollywood kalder, er han dog også klar til filmarbejde som bl.a. i ”Oblivion” og i kærlighedskomedien ”The Other Woman” fra 2014, hvor Cameron Diaz spillede hans kæreste.

ULRICH THOMSEN

Ulrich Thomsen fra Odense begyndte sin karriere i Beverly Hills og Los Angeles ... som pizzabud. Det var inden, han blev optaget på Statens Teaterskole og blev uddannet skuespiller. Nu bliver han både stoppet på gaden i Los Angeles og New York, når folk genkender ham som Kai Proctor fra TV-serien ”Banshee” og fra serien “Counterpart”. Ulrichs udenlandske karriere tog fart, da han efter ”Festen” i 1999 blev Bond-skurk i ”The World Is Not Enough”.

SIDSE BABETT KNUDSEN

I fransk film har Sidse Babett Knudsen vundet både fornemme film- og TV-priser. Hun er uddannet på Théâtre de l’Ombre i Paris i 1990 og taler sproget nærmest perfekt. Det var vel kun et spørgsmål om tid, før Hollywood også fik øje på den danske statsminister fra ”Borgen”. To gange har Knudsen spillet over for Tom Hanks, først i ”Hologram for the king” og derpå i Dan Brown-filmatiseringen ”Inferno”. Senest har man set hende i TV-serien ”Westworld” over for Anthony Hopkins.

ROLAND MØLLER

Odenses Bodil-vinder Roland Møller lagde ikke skjul på, at han ville sprede sit visitkort til så mange i branchen som muligt, da han deltog i Oscar-ceremonien i Los Angeles i 2017, hvor filmen ”Under sandet” var Oscar-nomineret. Noget tyder på, at det gav pote. Rolands navn stod øverst på plakaterne, da han spillede sammen med Charlize Theron i action-filmen ”Atomic Blonde”.

JEAN HERSHOLT

Når Angelina Jolie, Paul Newman, Harry Belafonte m.fl. har modtaget "The Jean Hersholt Humanitarian Award" ved de store Oscar-shows, sender de måske den gamle danske stumfilmstjerne Jean Hersholt en venlig tanke. Det er hans humanitære og velgørende arbejde, prisen er opkaldt efter. I dag er Hersholt måske mest berømt for at være onkel til ”Høj Pistolføring”-stjernen Leslie Nielsen, men Hersholt er eksemplet på en af de få danskere, der virkelig slog igennem ”over there”. Hersholt tog til Hollywood i 1914, og i mere end 40 år omfattede hans karriere både stum- og talefilm, TV og radio – den helt store rolle var som Dr. Christian i en TV-serie af samme navn fra 1950’erne. Sine to Oscar-statuetter, i 1940 og 1950, vandt han dog for sit humanitære arbejde.

MOGENS WIETH

Var en af sin generations dygtigste skuespillere, og blev kontaktet af selveste Alfred Hitchcock i 1956. En talentspejder havde anbefalet ham til mesteren, og de arbejdede sammen i ”Manden der vidste for meget” i 1956, hvor Wieth brillerede over for Doris Day og James Mason.

JESPER CHRISTENSEN

Han har indskrevet sig i James Bond-seriens lange galleri af eventyrligt onde skurke – og sat rekord ved at være den eneste, der har medvirket i hele tre Bond-film: ”Casino Royale” i 2006, ”Quantum of Solace” i 2008 og endelig i 2015's "Spectre", hvor hans rolle som mr. White omsider blev sat skakmat af 007 i form af Daniel Craig.

CONNIE NIELSEN

Connie Nielsen fra Frederikshavn er eksemplet på den omvendte verden. Hun er en dansk stjerne, bosat i Hollywood, der indimellem også optræder i danske film. På lærredet sås hun i 2017 i filmen ”Wonderwoman”, men markerede sig tidligere med Al Pacino i ”Djævlens Advokat”, og med Russel Crowe i ”Gladiator”.

Læs mere om: