David Beckham: Mit bedste skønhedstip
Kvinderne ved det. Mændende indrømmer det nødtvungent: Han SER faktisk godt ud, 42-årige David Beckham. Og nu er der håb for alle os, der måske ikke helt kan konkurrere med hans evne til at holde alderen på afstand. Den tidligere forboldstjerne lancerer sin egen hudplejeserie, "House 99" - og i den forbindelse løfter han en flig af sløret for, hvad han selv gør for at holde sig ung og flot. "En ting, jeg bruger meget, er ansigtsmasker", har han iflg. HELLO! sagt til det amerikanske blad Esquire. "Og det er noget, jeg gør helt for mig selv - og absolut ikke publicerer på Instagram. Du ved, hoppe op i sengen, tænde for TV'et og lægge en ansigtsmaske. Det føles godt, hvis du har haft en hård dag".
En travl morgen
David Beckham, der er far til fire med Victoria Beckham, indrømmer dog, at han ikke altid har tid til en gennemført skønhedsrutine. "Jeg har ikke en time, jeg kan bruge på min hud om morgenen. Jeg har fire børn. Jeg ønsker at holde det nemt. Jeg står op, tager et brusebad, renser måske huden - og bruger altid fugtighedscreme".
Den nye linje fra David Beckham består af 21 produkter til hårpleje, hudpleje og kroppen. Den laves i samarbejde med L'Oreal.