10 år med Bonderøven: Frank fortryder programmets titel
Siden Frank Erichsen som 24-årig blev kendt for at vise danskerne en helt anderledes måde at leve på, er der nu løbet meget vand gennem åen. Faktisk har danskerne kunne følge hans istandsættelse på Kastanjegården ved Grenå.
Bonderøven havde nok protesteret
Men da ”Bonderøven” havde premiere i 2007 havde Frank Erichsen ingen anelse om, at tilnavnet skulle følge ham i så mange år – for så havde han nok protesteret.
- Jeg havde aldrig valgt, at programmet skulle hedde ”Bonderøven”. Det havde jeg ikke sagt ja til. Du skal tænke på, at dengang den titel blev præsenteret, vidste jeg ikke om, det var en specielt god ide.
- Det er otte programmer på DR2, der er jo ikke en kæft, der kommer til at se det alligevel. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad det hedder, fortæller Frank Erichsen i ”Vi ses hos Clement” på DR2 til stor morskab for publikum.
På opdagelse i 10 år
Da Frank Erichsen som 22-årige købte Kastanjegården var det til stor forbavselse blandt venner og familie, som mente at han i så ung en alder hellere skulle rejse ud på eventyr end at købe en fast landejendom.
Men ’Bonderøven’ fortæller da også i talkshowet, at han finder eventyret med arbejdet på Kastanjegården. Det er her han går på opdagelser i alt, hvad han er passioneret omkring. Så købet og den langsommere livsstil er absolut ikke noget, han fortryder.