Jes Dorph-Petersen har stadig kontakt med sine skolekammerater
Selv om det er over 40 år siden, at Jes Dorph-Petersen gik i folkeskole, så har han holdt kontakten med alle sine tidligere klassekammerater fra Maglegårdsskolen i Hellerup.
- Vi holder fest hvert år i min gamle klasse. Vi har faktisk mødtes hvert eneste år siden dengang, fortalte Jes Dorph-Petersen til BILLED-BLADET til premieren på ”Klassebilledet” på Bremen Teater.
”Go’aften Danmark”-værten havde sin 18-årige søn Jens-Emil med ind for at se showet, hvor skuespilleren Mikkel Schrøder underholder publikum med morsomme scener fra sin skoletid.
På TV med den gamle klasse
58-årige Jes Dorph-Petersen kalder sig selv for klassens sjove dreng, og han er glad for, at han har holdt kontakten med folkeskoleklassen ved lige.
- Da programmet ”Den store klassefest” kørte, var jeg den eneste af alle dem, der medvirkede, som kunne genkende alle de gamle klassekammerater på stolerækkerne, fortalte TV 2-værten med et smil.
Efter folkeskolen gik Jes Dorph-Petersen på Gammel Hellerup Gymnasium – det samme sted, hvor hans søn nu går i 3. g.