Gravide Mette Bluhme Rieck: Jeg er meget spændt
Mette Bluhme Riecks kæreste Kasper Nielsen er allerede far til to, men når DR-værten til sommer føder en dreng, er det første gang, hun bliver mor.
– Jeg har det godt med det, men jeg er sindssygt spændt!, sagde en glad Mette Bluhme Rieck for nyligt til BILLED-BLADET under TV Prisen og fortsatte:
- Jeg er lige der, hvor jeg tænker, om jeg skal købe nogle ting ind eller ej, fordi der stadig er lang tid til. Men på den anden side, så er halvdelen af tiden allerede gået, og det føles som om, det var i går!
Barsel til foråret
Mette Bluhme Rieck har termin i juni, og hun regner med at gå på barsel fra jobbet på ”Aftenshowet” i god tid.
– Vi har otte uger før på DR, så dem tror jeg, at jeg tager. Men nu må vi se, hvordan det hænger sammen med vagtplanen. Men det er nok slut april, start maj, fortalte TV-værten og tilføjede:
- Så kan jeg jo gå rundt i alle sommermånederne og hygge mig i vores sommerhus.