Thomas W. Gabrielsson fra Broen: Jeg føler mig 100 procent dansk
Thomas W. Gabrielsson er født i Sverige, men har gennem årene medvirket i diverse danske TV-serier. Lige nu spiller han psykologen Niels Thormod, som har mistet sin hustru, i krimiserien ”Broen IIII”.
– Jeg spiller dansker, og jeg føler mig 100 procent dansk. Jeg har boet i Danmark i 35 år, mine børn bor her, og størstedelen af mit liv har jeg boet her, fortalte Thomas W. Gabrielsson til gallapremieren på ”Broen IIII” og tilføjede:
- Jeg plejer at sige, at jeg føler mig skandinavisk, med en fod i hvert land.
Filmoptagelser i England
Thomas W. Gabrielsson har blandt andet haft roller i de danske successerier ”Forbrydelsen”, ”Livvagterne” og ”Nynne”, men i øjeblikket gælder det udlandet.
- Lige nu arbejder jeg faktisk i Sverige, hvor jeg laver en svensk krimiserie. Og så er jeg lige blevet færdig med en engelsk spillefilm, der hedder ”Denmark”. Der spiller jeg en dansk politibetjent, fortalte skuespilleren og tilføjede:
- Og så er jeg lige blevet færdig med den engelske film ”Domino”, som også har rødder i Danmark. Jeg er bare heldig, at jeg får mulighed for at arbejde i udlandet.
Det endegyldigt sidste afsnit af den dansk-svenske krimiserie "Broen" bliver sendt søndag den 18. februar kl. 20.00 på DR1.