Dronning Margrethe kom ud og så på borgernes blomsterhilsner
Det har været en helt særlig dag i Fredensborg, hvor de lokale borgere har fyldt godt op på slotspladsen, der er blevet pyntet smukt med mange blomsterbuketter og kondolencehilsner til prins Henrik.
Dronningens elskede mand gik bort tirsdag klokken 23.18, og i dag har Hendes Majestæt og kronprinsparret samt prins Joachim og prinsesse Marie været samlet på slottet i Fredensborg. Efter Frederik og Mary samt Joachim og Marie var kørt af sted fra Fredensborg, trådte dronningen ud på slotspladsen.
Dronning Margrethe var glad for blomsterne
Smilende krydsede hun pladsen og kom hen til de mange Fredensborg-borgere, som venligt hilste på hende. For dronningen må det have været en god oplevelse at komme hen til de lokale, som hun med et smil og et nik hilste på, mens hun samtidig studerede de mange blomsterbuketter og tændte stearinlys på brostenene.
Dronningen læste også et par af de håndskrevne kondolencehilsner med ”Hvil i fred prins Henrik” som overskrift.
En dronning med rank ryg
Det var med rank ryg og med stor styrke, at dronningen viste sig foran Fredensborgs borgere, som hun og prins Henrik gennem mange år har haft et så nært forhold til.
Alle var imponerede af at se dronningen på den følelsesladede og smukke dag. Efter at have set på blomster og hilsner kiggede dronningen mod de mange mennesker og vendte sig derefter og gik igen indenfor på slottet.
Skriv en kondolence-hilsen
I kan sende jeres hilsener og varme tanker til dronningen og familien på BILLED-BLADETs særlige kondolence-side her