Eksmillionøsen fra TV: Jeg ved godt jeg siger nogle åndssvage ting
Tirsdag aften tog vi afsked med Anne Mette Beckmann i TV 2-programmet ”Millionær i praktik”, der følger den tidligere millionøse i hendes kamp om at finde et job og falde på plads i Danmark, efter hun har boet hele sit liv i udlandet.
Igennem programmerne er Anne Mette Beckmann godt klar over, at hun indimellem siger nogle lidt kontroversielle ting.
- Jeg ved godt, jeg siger nogle slemme ting i udsendelserne, men jeg er så impulsiv. Jeg siger nogle åndsvage ting, som at de ikke kender til hvidløg i Jylland, siger Anne Mette Beckmann til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg er så ked af, at de ting bliver fremhævet ekstra meget. Det er jo for åndssvagt at sige sådan noget.
Taknemmelig for al venligheden
Anne Mette Beckmann er taknemmelig for, at hun igennem TV 2-programmet ”Millionær i praktik” har mødt mange venlige mennesker, der både har tilbudt hende husly og arbejde,
Men selvom mange har været søde ved den tidligere millionøse, er hun klar over, at mange har en mening om hende på grund af hendes kontroversielle udtalelser og sprudlende personlighed.
- Men folk skal ikke synes, jeg er en stakkel, siger Anne Mette Beckmann.