Lis Sørensen med i Toppen af poppen: Jeg er så spændt
Hun er et kæmpe navn på den danske rockscene, og de fleste kan synge med på hendes hits som ”Mine øjne de skal se” og ”Indtil dig igen”.
Nu begynder et nyt musikalsk eventyr for sangstjernen Lis Sørensen, der deltager i den 8. sæson af TV 2’s succesprogram ”Toppen af poppen”, oplyser tv2.dk.
I ”Toppen af poppen” mødes syv musiktalenter og bruger en uge på at fortolke hinandens sange og lære hinanden bedre at kende.
- Jeg står her og smiler og kan næsten ikke holde op med at smile, fordi jeg er så spændt på det. Det er ikke, fordi jeg ikke villet før nu. Det er simpelthen, fordi det ikke har passet ind tidligere. Enten har jeg været i gang med et album eller haft for mange jobs, siger den garvede sangerinde til tv2.dk.
Lis Sørensen spiller fem koncerter i 2019
Lis Sørensen har fuld fart på den musikalske karriere, der udover ”Toppen af poppen” tæller fem genforeningskoncerter i maj 2019 med sangerinderne Anne Linnet og Sanne Salomonsen.
De tre dannede pigebandet Anne Linnet Band, der bragede igennem i 80’erme, og det er primært sangene fra den tid, trioen vil optræde med til maj næste år.
Når ”Toppen af poppen” løber af stablen til efteråret, får Lis Sørensen musikalsk selskab af blandt andre sangerinden Pernille Rosendahl, musikeren Søren Sko og Silas Bjerregaard fra rockbandet Turboweekend. Silas er i øvrigt gift med "Danmark har talent"-dommeren Cecilie Lassen.
Mange stjerner i Toppen af poppen
Mange store stjerner har gennem tiden deltaget i ”Toppen af poppen”, og i galleriet herunder kan du se et udpluk af deltagerne fra de tidligere sæsoner.
Den nye sæson af ”Toppen af poppen” bliver sendt på TV 2 i efteråret 2018.