Storbonden Sara fra Hjem til gården: Jeg var 100 procent mig selv
I aftenens afsnit af ”Hjem til gården” blev 38-årige Sara fra Vesterbro valgt som storbonde og skulle hermed forsøge at få gårdens beboere til at bestå deres ugeopgave.
Ugeopgaven, der blandt andet bestod i at bygge en kostald, blev bestået, og det var en lettelse for Sara, der var en smule nervøs for at blive valgt som den nye storbonde.
- Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville være i en lederrolle, så det var jeg meget spændt på. Men det var en virkelig god oplevelse at være storbonde, og jeg føler, at jeg var 100 procent mig selv, fortæller Sara, der prøvede at lade folk vælge de opgaver, de havde lyst til, selvom hun var klar til at være autoritær, hvis det var nødvendigt.
Både kollektiv og personlig sejr
Da gården bestod ugeopgaven med Sara som storbonde, var det både en sejr for gruppen, men også for Sara personligt.
Beboerne på gården havde nemlig i de forgange uger dumpet to ugeopgaver og bestået to ugeopgaver.
Det vil sige, at hvis storbonden Sara vandt ugeopgaven, havde gården bestået flere ugeopgaver, end de havde dumpet.
- Det var virkelig fedt at bestå. Både kollektivt, fordi vi gjorde det sammen, men også at kunne sige til mig selv ”Jeg kunne fandme godt”, fortæller Sara.
Vil give børnene en rejse til USA
Uge efter uge skal beboerne på gården kæmpe for at bestå ugeopgaven, men samtidig skal der hver uge to beboere i en tvekamp, hvor kun én af de to vender tilbage på gården.
Til sidst i programmet står kun én beboer tilbage, og præmien er 500.000 kroner.
Hvis 38-årige Sara fra Vesterbro står tilbage som vinderen af den halve million, ved hun godt, hvad præmien skal bruges på.
- Jeg vil rigtig gerne tage mine børn med ud at rejse, for de har længe ønsket sig en tur til USA. De synes simpelthen, det er så spændende med så lang en flyvetur, fortæller Sara, der har to børn på snart 12 og 8 år.
Næste afsnit af hjem til gården bliver sendt på TV 2 onsdag d. 25. april kl. 20.00.