Finn Nørbygaard efter krisen: Skilsmissen gjorde os godt
Finn Nørbygaard, 66 år, buldrer ikke længere derudad på de store scener. Han er blevet mere ydmyg.
I "Finnsk Terapi" på Radio24syv udspørger han stilfærdigt sine kendte gæster om deres indre liv, og 10 år efter Stein Bagger-nedturen erkender han, at han dengang ikke altid var et rart bekendtskab.
Finn Nørbygaard mistede alt
Dengang han havde investeret både sin showbiz-formue og mange lånte millioner i Stein Baggers "IT Factory" og mistede det hele, da virksomheden viste sig at være et stort blufnummer.
- Der gik en småneurotisk succesrus i det. Jeg husker det ikke selv, men jeg har hørt fra andre, at jeg kunne være træls. At jeg fyldte lige lovligt meget i landskabet, når jeg var ude. Sådan lidt flyt-jer-her-kommer-en-kendt-agtig.
- I virkeligheden er det vel meget menneskeligt, når man har medgang, men bagefter er det vigtigt at gribe i egen barm og reflektere over det. Var jeg lige lidt selvfed dér? Ja, det var jeg nok, siger han.
Er kommet sig efter krisen
Stein Bagger blev på forunderlig vis hans redning. Han har genopfundet sig selv og har aldrig før følt sig så frisk og arbejdssom som nu. I dag lever han af at holde foredrag om at komme sig efter en krise. Midt i sin personlige krise blev han skilt fra sin kone, Hanne Nielsen, men da han kom ud på den anden side, genfandt de hinanden.
- Jeg fandt jo ud af, at jeg elsker hende. Og at jeg gerne vil kæmpe mere for det, end jeg gjorde før. Og så kom kraften tilbage. Vi har det godt i dag, siger han.
Læs stort interview med Finn Nørbygaard i BILLED BLADET, som er på gaden fra tirsdag den 8. maj.