5. maj. 2018
Af Helle Skram de Fries

Nikolaj Hübbe overraskede med udnævnelse af Andreas Kaas

Andreas Kaas
Andreas Kaas
Foto: Krestine Havemann
Det var en stor overraskelse, da balletmester ved Det Kongelige Teater, Nikolaj Hübbe, gik på scenen for at udnævne Andreas Kaas til solodanser.

Der gik et sus af spænding gennem salen, da Nikolaj Hübbe torsdag den 3. maj gik på scenen, mens de stående ovationer efter balletten ”Spar Dame” endelig stilnede af.

Balletmesteren havde et budskab.

https://imgix.billedbladet.dk/20171009_lhl7672_3.jpg
Foto: Lars H. Laursen

- For 11 år siden så jeg her på teatret en ung dreng, der lyste i både sind og dans. Fra det øjeblik ønskede jeg kun, at han en dag skulle blive en stor, smuk, funklende stjerne, som vi alle kunne betages af, og som måtte brænde stærkt og ubændigt i mange, mange år.

Derfor er jeg også så stolt over i aften at ønske Andreas Kaas tillykke med titlen som Kongelig Solodanser, sagde balletmesteren.

Med i TV-serien "I forreste række"

Andreas Kaas var i efteråret 2017 en af de fremtrædende balletdansere i DR 3’s TV-serie ”I forreste række”.

I et interview i BILLED-BLADET fortalte han, hvordan han elsker det ballet-liv, der begyndte med, at hans farmor tog Andreas og tvillingebroren Philip med til en balletforestilling i Det Kongelige Teater, da de var syv år gamle.

Philip faldt i søvn, mens Andreas fra den aften plagede og plagede, indtil hans mor tog ham med til en optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters balletskole.

Den højeste titel

Selvfølgelig blev Andreas optaget, og siden har balletten fyldt det meste af hans liv.

I 2016 blev han udnævnt til solist, og nu er han så blevet tildelt den højeste titel en danser kan få ved Den Kongelige Ballet.

Overrasket på scenen

Der er tradition for, at udnævnelsen til solodanser bliver holdt skjult til allersidste øjeblik, så danseren bliver overrasket direkte på scenen foran publikum.

Og Nikolaj Hübbe overraskede da også alt og alle med sin solodanser-udnævnelse.

Ikke mindst Andreas selv, der var både rørt, lykkelig og meget beæret.

I ”Spar Dame” danser Andreas Kaas blandt andre sammen med barndomsveninden Ida Praetorius, der blev udnævnt til solodaner i 2016.

https://imgix.billedbladet.dk/andreas_kaas_og_ida_praetorius.jpg
foto: Henrik Stenberg

Hædret af dronningen

Andreas Kaas har danset mange store partier, og i 2016 fik han tildelt Dronning Ingrids Mindelegat, der uddeles af de tre søstre dronning Margrethe, prinsesse Bendikte og dronning Anne-Marie.

https://imgix.billedbladet.dk/bb-58824.jpg
foto: Kjeld Navntofte

Læs mere om: