Søren Ryge Petersen: Stor pris til Danmarks store fortæller
Søren Ryge Petersen, 72, som i aften - søndag den 6. maj - nok en gang trisser rundt i sin have på DR1, har netop modtaget en fornem anerkendelse af Den Danske Publicistklub.
Han har fået årets "Fortællerprisen".
Derfor fik han hæderen
- Søren Ryge er Danmarks store fortæller. I 40 år har han med sin helt særlige sindige tale både åbnet vores hoveder for verdener, som vi ikke anede eksisterede og evnet at genfortrylle den verden, som vi troede, vi kendte,” sagde sidste års modtager af Den store Publicistpris og medlem af juryen, videnskabsjournalist og forfatter Lone Frank, da hun motiverede valget af Søren Ryge Petersen.
Han fik prisen i konkurrence med så forskellige nominerede som journalist Nathalie Ostrynski fra Berlingske og programmet "Superliga Backstage" på Discovery.
Bliver ved
Trods sine 72 år regner Søren Ryge Petersen med at fortrylle sine seere mange år endnu.
Det fortalte han til BILLED BLADET i efteråret.
- Jeg tillader mig at tro, at jeg sgu nok får 10 gode år mere. Med gode år mener jeg, at jeg stadigvæk er fit for fight, at jeg stadigvæk kan køre bil og bo her og gøre det, jeg plejer på TV.. dog med nedsat tempo, sagde han, da vi besøgte ham i hjemmet i Djursland.