Hele verden vil tale med den danske Melodi Grand Prix-viking i Lissabon
"Higher Ground", der er Danmarks bidrag til Eurovision Song Contest i Lissabon i år, handler om vikingernes erobringer.
Helt uden sværd og skjold erobrede Danmarks Rasmussen med fornavnet Jonas verdenspressen ved den officielle åbningsceremoni søndag.
Hele to og en halv time var Rasmussen og hans vikinger om at komme hele vejen ned ad den blå løber, fordi journalister fra nær og fjern ville tale med den danske deltager, skriver dr.dk.
Der var nemlig ikke kun presse fra Europa.
Eurovision Song Contest har bredt sig, så Rasmussen skulle også interviewes af for eksempel kinesisk og australsk presse.
Rasmussen i centrum
- Det er vanvittigt pludselig at være så meget i centrum, at alle vil snakke med en. Det er sindssygt, lød det fra sangeren, der er 32 år og bor i Langå med sin hustru og deres to børn.
At stå forrest på scenen er ikke helt uvant for ham.
Han gør det som frontfigur i bandet Hair Metal Heröes, der optræder med covernumre af de største rockhits fra 80'erne. Men han har aldrig spillet for så stort et publikum før.
Omkring 200 millioner seere plejer at se Eurovision Sing Contest-finalen, men inden vi når til den lørdag, skal Rasmussen lige gå videre fra anden semifinale torsdag.
Indtil videre spår bookmakerne ham til at være iblandt finalisterne.