KGL. BRYLLUP: Sådan mødtes prins Harry og Meghan Markle
Der har været forskellige historier fremme omkring, hvordan prins Harry og Meghan Markle mødte hinanden første gang.
Parret, der siger ja til hinanden ved et storslået bryllup i Windsor den 19. maj, fortalte selv i deres forlovelsesinterview, at de blev sat sammen på en blind date.
Prins Harry og Meghan Markle gik dog ikke i detaljer med, hvordan det foregik.
Fløj til London
Men nu har forfatteren Andrew Morton, der skrev prinsesse Dianas berømte biografi, afsløret i The Sunday Times de nærmere detaljer omkring den første gang, prins Harry mødte Meghan Markle.
Tilbage i juni 2016 ankom Meghan Markle til London for at promovere "Suits" og overvære tennisturneringen Wimbledon som ambassadør for brandet Ralph Lauren.
Mødtes i eksklusiv klub
Kun få dage efter, den 1. juli, mødtes prins Harry og Meghan Markle for første gang på en blind date i den ekslusive klub Soho House i London.
Ifølge Andrew Morton var det Violet von Westenholz, PR chefen for Ralph Lauren og en god ven af prins Harry, som førte parret sammen.
Efter den succesfulde date mødtes prins Harry og Meghan Markle flere gange, inden den amerikanske skuespiller igen fløj tilbage til sin daværende hjemby Toronto i Canada.