TILLYKKE: Lis Sørensen fylder 63 år
Lis Sørensen blev født den 28. maj 1955, og mandag kan hun dermed fejre sin 63-års fødselsdag.
Blot to dage forinden stod hun på Christiansborg Slot sammen med Københavns Drengekor og sang ”Fuld af nattens stjerner” til kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.
Lis Sørensen er en af kronprinsens favoritkunstnere, og gennem sin lange sangkarriere har hun udgivet flere albums og stribevis af hits.
Sang med Anne Linnet
Sangerinden blev i 1974 en del af pigegruppen "Shit og Chanel" sammen med blandt andre Anne Linnet, og i 1983 udgav hun sit første soloalbum.
I 1980 var hun også med i gruppen Anne Linnet Band med både Anne Linnet og Sanne Salomonsen. De tre stjerner bliver genforenet i 2019, hvor de tager på turné i Danmark.
Til efteråret kan Lis Sørensen desuden opleves i en ny sæson af TV 2-programmet ”Toppen af Poppen”.
Turné hele sommeren
Indtil da har Lis Sørensen travlt med karrieren.
– Jeg skal på turné hele sommeren, så jeg får ikke tid til så meget ferie, fortalte Lis Sørensen til premieren på ”Mor og far sidder i Grøften” i Tivoli.
Sidste år meddelte hun, at hun skulle skilles fra sin mand gennem 29 år, trommeslageren Jan Sivertsen. De har sammen sønnen Sylvester Sørensen.