Prinsesse Elisabeth stedes til hvile ved siden af sin livspartner
Prinsesse Elisabeth, der gik bort tirsdag den 19. juni, blev aldrig gift - men i mere end 20 år var hun sammen med sin livspartner, filmfotografen Claus Hermansen.
Han gik bort i 1997.
Og prinsessen lagde i de senere år ikke skjul på, at hun ofte følte sig ensom.
Ikke mindst efter at hun mistede sin bror, grev Christian, der døde i 2013. Han blev i øvrigt også bisat fra Lyngby Kirke, ligesom prinsessen skal.
Et tæt forhold
Prinsesse Elisabeth og Claus Hermansen var tætte - og hvor prinsesse Elisabeth var, så man også Claus Hermansen.
Derfor er det også helt naturligt, at prinsesse Elisabeth skal begraves ved siden af Claus Hermansen.
Fra Kongehuset formuleres det således:
“Prinsesse Elisabeth vil blive bisat fra Lyngby Kirke. Herefter vil prinsessen blive stedt til hvile ved siden af Claus Hermansen.”
Der er endnu ikke oplyst yderligere detaljer om bisættelsen.