Berørt Stéphanie Surrugue fra grotten i Thailand: Jeg jublede af glæde
Hele verden har fulgt med, mens redningsteamet de seneste døgn har kæmpet for at få de 12 thailandske drenge og deres fodboldtræner ud af en oversvømmet grotte i Thailand.
Her har hele verdenspressen været samlet for at følge begivenhederne helt tæt på.
Det gælder også DR’s internationale korrespondent Stéphanie Surrugue.
Stéphanie Surrugue: Nogle meget vilde døgn
- Det har været nogle meget vilde døgn, siden fotograf Claudia Hansen-Moreno og jeg aflyste alle vores planer og hoppede på et fly i onsdags. Dramaet om drengene i grotten har fået hele verden til at holde vejret og håbe på det bedste. Det gælder også Claudia og mig, skriver Stéphanie Surrugue i en mail til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg fik en klump i halsen, da jeg læste tre af drengenes breve op i TV Avisen forleden. Vi har arbejdet nat og dag, i mudder og regn, og vi kunne ikke lade være med at juble, da vi så en stor gruppe storsmilende redningsarbejdere komme ud af grotten. De sendte os tommelfinger-op-tegnet, og så vidste vi, at alle 12 drenge og deres træner var i sikkerhed. Sikke en lettelse!, fortæller DR’s korrespondent, som har fulgt de utrolige begivenheder på aller nærmeste hold.
Tanker til drengene og deres familier
- Nu har vi en lang nat foran os med radio- og TV-aviser, og det samme i morgen. Og vi sender masser af tanker til både drengene, deres familier og alle de ufatteligt dygtige og modige redningsfolk, skriver Stéphanie Surrugue, som har arbejdet i døgndrift de seneste mange dage.
Nu hvor det hele har fået en lykkelig slutning, ser hun frem til at komme hjem til Paris.
- Og SÅ skal det gøre godt at komme hjem til Paris og få et varmt bad - inden jeg skal videre til Helsinki sammen med Claudia for at dække topmødet mellem Trump og Putin.