NYT BILLEDE: Dronning Margrethe er ankommet til Gråsten
I strålende sol og med Dannebrogsflag på alle flagstænger i byen, ankom dronning Margrethe til Gråsten.
Byen er, som altid, på den anden ende når majestæten modtages på torvet foran byens gamle rådhus, der i dag fungerer som hotel-og restaurant.
Dronningens ankomst skete til toner fra Broager Brandværns showband, der forinden underholdt de mange fremmødte, som ventede spændt på at få et glimt af dronningen.
Dronning Margrethe vel modtaget i Gråsten
Og de blev ikke skuffede, for dronningen ankom præcis klokken 11 og blev modtaget af borgmester Erik Lauritzen, Sønderborg. Sammen med 20 ud af 31 byrådsmedlemmer og blomsterpigen, seks-årige Sille Vogt Muurholm, blev dronning Margrethe budt hjerteligt velkommen til Gråsten.
- Sommeren har længe været her, men her i Gråsten er det først rigtig sommer, når Deres Majestæt er ankommet, sagde borgmester Erik Lauritzen i sin tale til dronningen, hvor han også nævnte kronprinsparret og deres børns ophold på Gråsten, som værende af stor stor betydning for byen og området.
Dronning Margrethe, der var iført cerise-farvet Broderi Anglaise kjole og hvid hat, taske og sko, skal i dag nyde ankomsten til Gråsten sammen med kronprinsparret. Derefter skal dronningen nyde godt tre ugers velfortjent sommerferie.
Se, hvor dronningen skal nyde sin sommer i galleriet herunder: