VIDEO: Pia Kjærsgaard sprang ud med faldskærm
– Ja, jeg er ret spændt, men ikke nervøs. Alle siger, at det er godt – jeg har ikke hørt noget negativt om det, fortalte en spændt Pia Kjærsgaard, inden hun skulle springe ud med faldskærm for første gang nogensinde i fuld fart.
Pia fik på sin 70-års fødselsdag et gavekort til at springe ud med faldskærm af Dansk Folkeparti.
Folketingets formand skulle springe et tandemspring – d.v.s. sammen med en instruktør.
Dog var gaven ikke just noget, som Pia havde skrevet på sin ønskeliste, men hun tøvede ikke med at takke ja til udfordringen.
Det var så vildt
Efter en grundig instruktion satte Pia sig ind i flyveren med et smil.
Femten minutter senere tog hun springet i omtrent fire kilometers højde.
I 40 sekunder var der frit fald, inden faldskærmen blev slået ud, og den flotte udsigt for alvor kunne nydes.
Kort efter landede de sikkert på jorden, og reaktionen var ikke til at tage fejl af:
– Det var så vildt, og jeg har stadig propper i ørerne.Det var så smukt, fortalte en forpustet Pia.
Hun blev mødt med en kæmpe krammer af bl.a. sin ægtemand Henrik og partifællen Kristian Thulesen Dahl, der havde været med til at give Pia gaven.