Rasmus Seebach vil gerne opleve at blive far igen
Året 2017 var et stort år for Rasmus Seebach.
Så stort at den 38-årige popsanger valgte at skrive en sang om det.
I anledning af at han skal give koncert i Tivoli fredag den 7. september, har Rasmus Seebach fans fået lov at stille ham spørgsmål, og svaret på spørgsmålet "Hvilket år ville du gerne opleve igen?" ligger lige til højrebenet.
- 2017! kommer det prompte fra Rasmus Seebach i videoen, der kan ses her.
Og han uddyber:
- Der kom min dejlige søn (Holger, red.) til verden. Det var en surrealistisk oplevelse, som jeg gerne vil opleve igen - og være mere til stede i.
Holger blev født i januar 2017, og senere dedikerede Rasmus Seebach et helt album til det lille vidunder - hans femte studiealbum, ”Før vi mødte dig”, udkom den 24. november og fik stor succes.