Grevinde Alexandra fik støtte af sine sønner og sin mor
Grevinde Alexandras nye bog, "Mit Lykkelige land", udkommer i morgen, den 2. oktober. Mandag eftermiddag var der reception for grevindens familie og venner på Designmuseum Danmark i København, hvor mere end 100 gode venner strømmede til.
Men dem, der betød allermest, nemlig grevinde Alexandras to sønner, prins Felix og prins Nikolai, samt hendes 85-årige mor, Christa Manley, der ellers bor i Østrig, var med ved receptionen før bogudgivelsen.
Grevinde Alexandra spændt
- Nej, jeg er ikke nervøs, men jeg er meget spændt, storsmilede grevinde Alexandra, der kom i god tid sammen med sin medforfatter, Rikke Hyldgaard.
- Og jeg er glad, meget glad. Der har jo endnu ikke været nogen anmeldelser, men fra dem, der har læst bogen, har jeg fået rigtig god respons, og det glæder mig, siger grevinden, der strålede i skotskternet kjole foran et par store plakater af sig selv.
Kærlighedserklæring
Grevinde Alexandras bog er en kærlighedserklæring til Danmark og danskerne og en meget personlig fortælling, der tager udgangspunkt i hendes spørgsmål: Hvorfor kåres danskerne gang på gang som et af verdens lykkeligste folk? Det satte Alexandra sig for at undersøge, fordi hun trods sin fødsel og opvækst i millionbyen Hongkong føler sig mere dansk end noget andet.
Fra Hongkong til Møgeltønder
- Det er ikke en biografi, smiler grevinde Alexandra, der dog i bogen beskriver sin opvækst i Hongkong, og hvordan det var at forlade den sprudlende millionby til fordel for livet i Møgeltønder og livet i den kongelige familie. Grevinde Alexandra var nemlig gift med prins Joachim fra 1995 til 2005, og i bogen fortæller hun også om sin egen største lykke; at blive mor til de to prinser, der i dag glædede hende ved at være ved hendes side.
- Jeg håber, de vil læse bogen ... når de får tid. De er jo begge omtalt i den, ler grevinden veloplagt og fortæller, at det ikke er hendes sidste bog.