Kathrine og Michael fra Gift ved første blik: Derfor blev vi gift igen
Der var straks en gnist at spore mellem Michael Harders og Kathrine Gosvig Kelså, som blev smedet sammen i denne sæson af ”Gift ved første blik”.
Og parret faldt så godt i hak, at de sagde ja til hinanden to gange på to uger. De blev nemlig viet igen på NorthSide-festivalen.
- Vi tænkte begge - jeg kan ikke huske, om vi sagde det højt – men det var en bekræftelse over for hinanden, lyder det fra Michael, og Kathrine tilføjer:
- Det betød, at nu havde vi faktisk valgt hinanden, og at vi gerne ville det her. Så de udfordringer vi måske kunne komme imod, kunne og ville vi gerne håndtere sammen.
Så opslag på Facebook
Michael fik idéen, da han havde set den aarhusianske musikfestival smække et opslag op på Facebook, hvor de skrev, at man kunne blive gift der. Han fik straks Kathrine med på planen, og parrets kameramand fik arrangeret et bestemt sted og tidspunkt, hvor de blot skulle møde op. Selv om Michael havde en masse venner på festivalen, kendte de ikke til vielsen inden:
- Alle mine venner syntes, det var mega sjovt, og de var klar på at tage med. Men da de opdagede at N.E.R.D (amerikansk gruppe, red.) spillede oveni, så ændrede de deres planer, ler Michael.
Blev kærester
Selv om parret understreger, at deres andet bryllup også var for sjov, så var romantikken begyndt at blomstre mellem dem.
Kys, kram og komplimenter havde udviklet følelser mellem Kathrine og Michael, der anså sig som værende kærester to dage efter det andet bryllup.
- Jeg var meget glad for hende der. Jeg var nok begyndt at udvikle en småforelskelse. Og jeg vidste ikke, hvordan det føltes, fordi jeg havde aldrig haft de følelser før. Det var en god fornemmelse – måske også en lettelse. Det var en bekræftelse over for mig selv, at jeg kunne udvikle de følelser, siger Michael, og Kathrine fortsætter:
- Jeg var begyndt at mærke, at når jeg ikke var sammen med Michael, der ville jeg gerne være sammen med ham. Jeg ville hele tiden gerne være sammen med ham.
Om parret ender sammen, må seerne vente i spænding med at se, som denne sæson af ”Gift ved første blik” udvikler sig.
Det er dog ikke alle parrene, hvis kærlighed spirer. Cecilie og Ronnie oplevede en stor kontrovers i aftenens program. Mød dem i denne uges BILLED-BLADET, hvor de taler ud om Ronnies flytning.