Willem-Alexanders kærlige drilleri med dronning Elizabeth
Hollands 51-årige konge drillede kærligt sin britiske kollega, 92-årige dronning Elizabeth, da han holdt sin officielle tale under statsmiddagen på Buckingham Palace, og kaldte hende den ”mest frygtløse Bond pige nogensinde” med reference til dronningens berømte optræden sammen med James Bond/Daniel Craig ved OL åbningsceremonien i London i 2012.
De er et stabilt fyrtårn
Kong Willem-Alexander og dronning Maxima er på det første officielle hollandske statsbesøg i England i 36 år, og det fejrede dronning Elizabeth med al den pomp og pragt, som kun England kan mestre.
- I de seneste par årtier har De set Deres land, Europa og hele verden ændre sig. Verden ser Dem som et stabilt fyrtårn midt i alle omvæltningerne, sagde kong Willem-Alexander blandt andet i sin tale.
- Deres evne til at have fingeren på pulsen er bemærkelsesværdig. Og De har stadig en eventyrslysten åre, som De viste os for seks år siden ved åbningen af De olympiske Lege, forsatte han, og så var det, han sluttede med ordene om dronningen som den mest frygtløse Bond-pige nogensinde. En kommentar, som naturligvis fremkaldte smil hos den britiske monark.