KGL. FEST: Mary og Frederik skal fejre prins Charles på Buckingham Palace
Når prins Charles fylder 70 år den 14. november 2018, deltager kronprinsesse Mary og kronprins Frederik i fejringen.
Det fremgår af det danske kongehus' officielle kalender.
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik er inviteret til reception og middag på Buckingham Palace i London.
Her vil de være i godt selskab med den britiske kongelige familie anført af fødselarens mor, dronning Elizabeth.
Mary og Frederik i selskab med mange kongelige venner
Ifølge Daily Mail har dronning Elizabeth sørget for, at flere hundrede invitationer er sendt ud til familie og venner af kongehuset.
Rammerne på Buckingham Palace er helt fantastiske og perfekte til den store begivenhed, hvor prins Charles og hans hustru, hertuginde Camilla af Cornwall, vil nyde en skøn aften med deres nære familie omkring sig samt med flere prominente gæster fra de europæiske kongehuse.
Fra Norge kommer kong Harald og dronning Sonja samt kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Det svenske kongehus har dog meldt afbud til festen på grund af et statsbesøg fra Italien netop den 14. november.