Katrine Greis-Rosenthal om rollen i Sygeplejeskolen: Skønt at Nina har en rebel i sig
Skuespilleren Katrine Greis-Rosenthal, der for alvor har slået sit navn fast i Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”, spiller i ”Sygeplejeskolen” Nina Neergaard.
Hun er i TV 2 Charlie-serien gift med overlægen Bent Neergaard (Jens Jørn Spottag) – og har også et godt øje til sygeplejeeleven Erik Larsen (Morten Hee Andersen).
- Jeg holder meget af Nina og synes, hun er sympatisk. Hun har et glimt i øjet og er ikke nødvendigvis regelret, hvilket jeg synes er dejligt, fortæller Katrine om rollen til BILLED-BLADET.
Genkender selvstændigheden
- Det er skønt at spille en karakter med en potentielt stor udvikling og én, som gerne vil noget mere. Jeg kan genkende selvstændigheden og det at vælge den vej, man selv vil og gå imod, hvad andre synes, man burde, slår Katrine Greis-Rosenthal fast. Hun er gift med Martin Greis, som spiller sønnen Poul i ”Badehotellet”, og parret har tre børn.