Susse Wold: Jeg var vild med prins Henrik
Susse Wold runder på lørdag de 80 år med et stort smil på læben. Hun har kæmpet sig til sin livsglæde og citerer i sin nye bog, "Bevægelse", afdøde prins Henrik for at sige: "Jeg er lykkelig, fordi jeg har besluttet mig for at være lykkelig".
Weekendens fødselar er helt enig.
– Jeg var vild med prins Henrik. Han besluttede sig i en ung alder for at smile til verden og få folk til at føle sig godt tilpas. Jeg synes, det er en pligt, man har, især som gammel. Ellers kan man da heller ikke forvente, at nogen gider komme og besøge én. Så kommer familien af pligt, kigger på uret og tænker: "Bare vi dog snart kan gå igen". Den slags frygtelige besøg kan man undgå ved at smile til verden i stedet for at surmule, siger Susse Wold.
Hun bliver interviewet i BILLED BLADETs røde stol i det blad, der kan købes fra torsdag den 15. november. Her fortæller hun over ti sider om sit liv, om at ældes med ynde og sin store kærlighed til Bent Mejding. Og om ikke at frygte døden. De to har besluttet, at deres aske skal spredes i Øresund ud for deres fiskerhus i Sletten, når den tid kommer.