Dronning Margrethe afslører: Her er min nye ballet
Dronning Margrethe har på et pressemøde i Tivoli løftet sløret for den nye ballet, hun skal være med til at skabe til Tivoli.
Det bliver en ballet baseret på H.C. Andersens eventyr "Snedronningen", som majestæten skal lave kostumer og scenografi til.
Snedronningen til TV
For godt 10 år siden lavede dronning Margrethe "Snedronningen" til TV, hvor majestæten skabte collager til den 24 minutter lange computeranimerede eventyrfilm.
- Det har da været medvirkende til, at jeg turde sige ja denne gang, selvom det er langt større målestok, men derfor kan jeg heller ikke læne mig op af tidligere arbejde. Jeg vasker tavlen ren, siger dronning Margrethe.
Dronning Margrethe holder af Ohlands musik
Dronning Margrethe glæder sig til igen at arbejde sammen med musikeren Nana Fabricius, bedre kendt som Oh Land, og koreografen Yuri Possokhov.
- Jeg kendte hende (Ohland, red.) ikke før vores samarbejde omkring "Askepot", men jeg er kommet til at holde meget af hende musik, fortalte dronningen på dagens pressemøde i Tivoli.
Opsætningen af den nye ballet får premiere i Tivoli den 1. december 2019.