Susse Wold: Jeg besøgte Morten Grunwald og Lily for tre dage siden
Susse Wold holdt i dag torsdag den 15. november bogreception i København og fejrede udgivelsen af sin nye bog ”Bevægelse”. Her mindedes Susse også sin skuespilkollega og ven Morten Grunwald, som gik bort i går aftes.
- For tre dage siden besøgte jeg Morten og Lily i Skodsborgparken, og da var han i godt humør og havde det godt. Vi fik lidt vin og snakkede roligt og stille om livet. Der var ikke noget med farvel, men det var bare fantastisk, fortæller Susse Wold.
Hans smerter er forbi
- Tidspunktet at flyve videre var det rigtige for ham. At vente på at dø når man véd, at man er uhelbredelig syg, er ikke sjovt. Jeg har valgt at fejre min bogudgivelse i dag, fordi jeg havde fortalt Morten og Lily om bogen, og begge var optaget af projektet. Så jeg tænkte, at jeg ville fejre dagen i dag og ikke lade mig tynge af, at Morten er taget af sted, men i stedet glæde mig over, at hans smerter er forbi, fortalte Susse Wold, der bl.a. spillede sammen med Grunwald i "Matador" - i rollerne som hhv. Gitte Graa og Ernst Nyborg.